2015- bedste nye unika


Fotograf: Ole Akhøj

Markedsprisen Håndfuglen 2015 i kategorien bedste nye unika gik til Lone Løvschal for en broche i sølv. Årets jury for Håndfuglen udtaler:

I kategorien unika har vi valgt et arbejde, der nyfortolker et kendt element, og gør det uprætentiøse til noget ophøjet. Værket har en fin balance mellem del og helhed, som på én gang er enkel og kompleks. Det giver værket en helt særlig åbenhed og skaber rum for mange associationer. Dette ser vi som en stor kvalitet på linje med den håndværksmæssige udførelse.

Jury for Håndfuglen 2015:

Designer Nikolaj Steenfatt
Museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard (Øregaard Museum)
Keramiker Steen Ipsen
 

Lone Løvschal fortæller om brochen:

Broschen er lavet i sterling sølv og tager udgangspunkt i den lille fatning, der skal til for at holde en sten på plads i et smykke, således at stenen præsenteres bedst muligt. Fatningerne er gentaget i korallignende strukturer, der giver smykket et blødt, organisk og levende præg og distancerer det fra den meget stringente struktur som traditionelt præger juvellérarbejde. Ved et kig på tidligere tiders kronjuveler, der ligger i alverdens skatkamre ribbet for sten, fik jeg øje på skønheden i det virvar af metal, der ligger gemt bag de dyrebare sten, og så dyrkede jeg det til fulde. Broschen er en del af en større serie af smykker med samme udgangspunkt.